Avlsrestriktioner for Broholmeren
Broholmeren er interessant, blandt andet fordi det er en meget gammel hunderace, hvis aner går helt tilbage til Frederik d. andens og Christian d. fjerdes tid.
Det berettes, at kongen under et besøg hos Jacob den første i England blev begejstret for de store engelske Mastiffhunde, som nedstammer fra romertidens Molosser. Kong Jacob sendte nogle eksemplarer til hoffet i Danmark, og ved avl med flere af datidens store hunderacer opstod en hund, som man har kaldt Den gamle danske Hund.
Hofjægermester Niels Frederik Bernhard Sehested (1813 -1882) besluttede at reetablere og renavle Den Gamle Danske Hund, da racen på dette tidspunkt var ved at uddø. Racen fik navnet Broholmshunden efter N. F. B. Sehesteds store pionergerning indenfor opdrættet.
Broholmeren har også haft sin daglige gang blandt kongelige. Kong Frederik VII og Grevinde Danner havde flere Broholmere. Både kongen og grevinden var vældig glade for Broholmeren og er afbildet med deres hunde ved adskillige lejligheder.
Broholmeren havde en vigtig funktion i kongefamilien. 10 minutter før kongens sengetid blev hunden sendt ind i soveværelset, og når kongen var klar til at gå i seng, havde Broholmeren manet alle spøgelserne ud. Både Kongen og Grevinden havde hver sin Broholmer. Kongens hed altid, uanset køn, “Tyrk” og Grevindens “Holger”. En af disse hunde “Tyrk” er i dag udstoppet og kan ses på Zoologisk Museum i København.
Andre var glade for de store, pragtfulde hunde. Et af de steder var Københavns Zoologiske Have, hvor man i årene 1859 – 1929 havde Broholmere som en del af havens dyrebestand. Over 200 Broholmere blev født i Zoo i denne periode.
Man benyttede også hundene som amme-hunde for de store kattedyr.
Omkring år 1900 brugte Tivoli de sorte Broholmere som vagthunde, og Broholmere var på det tidspunkt meget udbredt hos kulsvierne i Nordsjælland.
I begyndelsen af 1900 tallet tabte Broholmeren desværre meget terræn. Hundesyge, epidemier og indavlsproblemer førte til, at mange hunde blev aflivet. Herefter er sporene af vore dejlige hunde næsten forsvundet, og først i 1974 blev der slået alarm.
Dansk Kennel Klub startede på foranledning af en gruppe medlemmer en landsomfattende eftersøgning af Broholmere, og man fandt nogle få broholmerlignende hunde, så et egentligt avlsarbejde kunne påbegyndes. Selv om kun få hunde fandtes, lykkedes det at få et avlsarbejde i gang.
Resultatet af dette arbejde er de hunde, der i dag findes i Danmark.
Siden 1974 har et avlsudvalg, under Dansk Kennel Klub, stået for avlsplanlægningen af Broholmeren.
Broholmeren er blevet anerkendt som National Dansk Hunderace og har fået International godkendelse “FCI stambog”, så der nu kan udstilles på DKKs udstillinger.
Det betyder, at man kan udstille Broholmere på lige fod med andre hunderacer. Det har udmøntet sig i, at flere Broholmere allerede har fået titlen Dansk Champion og der er også nogle enkelte Internationale Championer.
Det er stadigvæk nødvendigt at være entusiastisk, og det kræver udholdenhed, da der stadig skal gøres et arbejde.
Alle broholmere røntgentfotograferes, mentalbeskrives og eksteriørbedømmes. Resultaterne af disse 3 ting udmøntes i avlsgodkendt eller ikke.
Vores del af historien startede i februar 1998 med den 8 uger gamle og 6 kg tunge Broholmer Godsets Svava.
BROHOLMER
Oprindelsesland: Danmark
Anvendelse: Selskabshund, vagthund.
Klassifikation: FCI Gruppe 2 (Schnauzere, Pinschere, Molosser og Sennenhunde),
Sektion 2.1 (Molosserhunde af Mastiff-type).
Uden brugsprøve.
Historie:
Racen er kendt som type siden middelalderen, da den blandt andet blev anvendt til parforcejagt; senere mest brugt som vagthund på større gårde og slotte.
I slutningen af det 19. århundrede blev racen renavlet og opformeret af grev Sehested til Broholm, hvorfra racen har sit navn.
Efter 2. Verdenskrig uddøde racen næsten, men midt i 1970’erne begyndte en gruppe interesserede hundefolk – senere organiseret i ”Selskabet til rekonstruktion af Broholmerracen” – sammen med Dansk Kennel Klub at genopbygge racen.
Helhedsindtryk:
En stor, rektangulær og kraftigt bygget hund af Mastiff-type, med rolige, kraftfuldebevægelser. Indtrykket domineres af den kraftige forpart: Stort og bredt hoved, svær hals med løst halsskind og et bredt, dybt bryst. Når hunden er i ro, bæres hovedet ludende, og halen føres sabelformet hængende. Under bevægelse bæres halen i højde med ryglinien. Når hunden er opmærksom eller opildnet, bæres hovedet højere, og halen løftes til over vandret.
Proportioner: Skalle og næseparti har samme længde.
Temperament: Rolig, godmodig, omgængelig og dog vagtsom. Skal optræde med stor selvsikkerhed.
Hoved: Forholdsvis stort og bredt og virker tungt.
Skalle: Bred og forholdsvis flad. Skallens overlinie er parallel med næseryggen og placeret lidt højere end denne.
Stop: Ikke for udtalt.
Næse: Kraftig og sort.
Næseparti: Massivt og virker ret kort på grund af det svære hoved. Over- og underkæbe er lige lange.
Læber: Hængende, dog ikke overdrevet.
Kæber, bid: Kraftige kæber med veludviklede kæbemuskler. Sakse- eller tangbid.
Øjne: Runde, ikke for store. Øjenfarve fra lyst til mørkt ravfarvet. Udtrykket bør udstråle ro og selvsikkerhed.
Ører: Middelstore, temmeligt højt ansatte. Bæres hængende ind til kinderne.
Hals: Meget kraftig og muskuløs, med løst halsskind, dog ikke overdrevet.
Krop:
Overlinie: Lige.
Manke: Kraftig og godt markeret.
Ryg: Forholdsvis lang.
Kryds: Middellangt og let faldende.
Bryst: Kraftigt og dybt, med veludviklet forbryst.
Hale: Forholdsvis lavt ansat, bred ved roden. Den bæres hængende og er uden fane eller frynser. Under bevægelse løftes halen til vandret, helst ikke højere. Den må aldrig bæres ind over ryggen eller oprullet.
Lemmer:
Forpart: Stærke, lige og kraftige forben med muskuløse overarme. Knoglernes længde og vinkler skal give mulighed for utvungen og jordvindende bevægelse i skridt og trav.
Overarm: Godt muskuløs.
Albuer: God tilslutning til kroppen.
Underarm: Lige og kraftfuld.
Mellemhånd: Ikke for lang.
Forpoter: Afrundede og sluttede.
Bagpart: Kraftige og muskuløse bagben med vinkler, der kan befordre et godt fraskub. Set bagfra er bagbenene lige og parallelle.
Overlår: Kraftigt og muskuløst.
Mellemfod: Ikke for lang.
Bagpoter: Sluttede og af samme længde som forpoterne.
Bevægelse: Rolig og ludende. Naturligt gangmønster er skridt og trav.
Hud: Velpigmenteret og tyk; generelt rigelig, især på halsen.
Pels:
Hårlag: Kort og tilliggende, med kraftig underuld.
Farve: Gul med sort maske. Rødgylden. Sort. Gerne med hvid brystplet, hvidt på poterne og med hvid halespids.
Størrelse: Skulderhøjde: Hanner ca 75 cm, vægt mellem 50 og 70 kg. Tæver ca 70 cm, vægt mellem 40 og 60 kg.
Fejl:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
• Mangelfuld i masse, brystdybde og forbryst.
• For let og ædel i hoved og kropsbygning.
• Stop for markeret; for let næseparti; hængende mundvige.
• Ører for store eller for små. Rosenører.
• Halen for højt eller for lavt ansat. Halekrog eller haleknæk.
• Lang og blød mellemhånd/mellemfod. Spredte poter.
• Kohasethed.
• Bevægelsen for elegant.
• Frynser/faner på baglår og hale.
Diskvalificerende fejl:
• Kvadratisk bygning, udpræget mangelfuld substans.
• Næsen ikke sort.
• Overbid, underbid.
• Øjne af forskellig farve.
• Opretstående ører.
• Oprullet hale.
• Pelsen fejlfarvet eller langhåret.
• Nervøs, bidsk eller aggressiv.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, som påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.
Standarden udgivet af FCI 22 SEPTEMBER 2000
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité
MARTS 2001
NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i APRIL 2000